TFT

TFT skaber hurtige resultater, men er du klar?

Det er nemt at blive behandlet med tankefeltterapi (TFT) og du skal ikke fortælle din historie igen og igen. De fleste går sikkert med en overbevisning om at terapi er noget man skal gå til i mange år og koster spidsen af en jetjager. Dette er langt fra tilfældet med tankefeltterapi, hvor man ofte vil opleve at et problem vil opløses i løbet af en session. Det er så simpelt og let at det næsten gør ondt. Kroppens energibaner stimuleres med små bank, kombineret med nogle øvelser, der aktiverer hjernen og energien i kroppen, hvilket får ubehagelige følelser til at forsvinde.

Kort fortalt handler TFT om at en negativ tanke, som f.eks et traume, er forbundet med en ubehagelig følelse. Det kunne være angst for hunde efter at man er blevet bidt. At blive bidt af en hund kan kategoriseres som et traume. Når man tænker på hunde eller møder en hund på gaden vil kroppen fortælle en at her er der fare – KOM VÆK! Det er altså fight eller flight – reaktioner i kroppen der aktiveres. Det betyder ikke noget at hunden er i snor og ellers ser fredelig ud, at hundens fjogede ejer siger:” Bare rolig, den bider ikke” osv. Det er en automatisk reaktion som kroppen er programmeret til at udsende, men heldigvis kan vi forstyrre kroppens programmering. Det er det TFT handler om og det er nemt og hurtigt.

Hvornår er man klar?

Et af de mest karakteristiske træk ved mennesket er vores evne til at tilpasse os. Bliver det koldt, så isolerer vi huset og finder varmere tøj frem. Gør det ondt, så vænner vi os til smerten og lærer at leve med den. Er man stresset på jobbet, så klarer man det så godt du kan. Det er jo sikkert bare en hård periode som lige skal overstås. Langsomt vænner man sig til et lidt for højt tempo og opdager ikke at batterierne er løbet tør, indtil man en dag vågner og ikke kan komme ud af sengen. Jeg har selv ligget der og ville have ønsket at jeg havde været bedre til at tage tingene i opløbet. Har jeg lært noget? Ja, helt sikkert! Alligevel tænker jeg at hvad nu hvis vi generelt blev bedre til at tage tingene i opløbet? Hvad skulle der til for at vi kunne handle tidligere? Hvordan finder man ud af om hvornår man er klar til at slippe sine traumer og angst, eller bare arbejde med angsten for forandring? Det er for de nogle mennesker en modningsproces, mens andre bare tager action.

CTRL+ALT+DELETE

TFT virker næsten som om man sletter traumet, men faktisk er det kun forbindelsen mellem hjernen og følelserne der bliver afbrudt. Efter en behandling vil du være i stand til at gøre det du før var bange for, men stadig huske evt. episoder der lå til grund for dit traume. Min seneste klient har således lige skrevet en fin SMS til mig om sit tandlægebesøg, efter at han blot havde fået én enkelt behandling med TFT.

Min oplevelse med tandlægen var noget helt andet end jeg havde prøvet før. Jeg kunne sidde i venteværelset, dog lidt nervøs, men uden at det tog overhånd. Jeg følte faktisk at det var mig der var i kontrol.

I lang tid havde han ikke fået bestilt tid til tandlægen, da dette var forbundet med ubehag. Det var ubehageligt at vente på at skulle ind til tandlægen og det var ubehageligt at tænke på at han skulle til tandlægen. Derfor fik han selvfølgelig ikke lavet en aftale. Ofte er der tale om angst der ikke giver mening for vores tænkehjerne. De fleste der fortæller om deres angst kan godt se at det ikke nødvendigvis er rationelt. Dette får desværre bare ikke følelserne til at forsvinde. Hvis vi havde kunnet fjerne ubehaget med vores tænkehjerne havde vi naturligvis gjort det.

Da jeg forlod tandlægen kunne jeg godt mærke at det havde krævet noget energi af mig… – men alt i alt havde jeg en super god oplevelse. Allerede ved den første behandling hos dig kan jeg se at der er sket en stor forandring med min angst. Jeg har været super glad for at endelig været kommet til tandlægen igen...

Når vi behandler med TFT opløser vi altså en “knude” i hjernens tankefelt, hvor en erindring er lagret, og stopper dermed hjernen i at sende kroppen en følelsesmæssig reaktion. På den måde får vi nye handlemuligheder og kan leve vores liv.

TFT virker på langt de fleste mennesker og på en lang række problemstillinger. Se mere på https://www.jacobhertz.dk/hvad-er-tankefeltterapi/

Hvis du er i tvivl om det du går og bokser med kan afhjælpes med TFT, så hører jeg gerne fra dig <3 En telefonisk samtale er helt gratis og uforpligtende.

Er du klar?