Det er gammel visdom, at kroppen lagrer alle smerter, fysiske såvel som psykiske. Kroppen husker, men heldigvis er kroppen også i stand til at give slip på traumer eller blokeringer i energien. Det samme gør sig gældende for kvindens yoni, som de kvindelige kønsorganer hedder på sanskrit. Mange af de traumer vi gemmer i kroppen ligger ubevidst og det kan tage år i samtaleterapi at nå ind til dem, hvis overhovedet muligt. Når vi arbejder med kroppen kan der ske forløsning af gamle traumer på relativt kort tid. I behandlingen af kvindens yoni indgår brug af akupressur og afspænding, åndedrætsøvelser og energiarbejde, samt massage og healing.
Oftest afsluttes en tantramassage med en yonimassage. Dette kaldes også for yonimapping. En tryg og omsorgsfuld behandling af kvindens køn, hvor hun får muligheden for at lære sig selv, sin krops signaler og behov bedre at kende. Det anslås at ca. 10% af kvinder ikke kan, eller har problemer med at, opnå orgasme. I en tantramassage er orgasmen ikke et mål i sig selv, men vi kan have en intention om at heale. En yonimapping kan således være med til at give kvinden adgang til mere nydelse og dybde i sit sexliv.
Modne kvinder tager action
Ofte skal kvinden blive +40 før hun opsøger en tantramassør og tager springet. Ofte drevet af nysgerrighed, venindernes fortællinger eller på grund af traumer, som fødsler, hård sex, operationer eller lign. Når vi er unge kaster vi os ofte ud i sex og glemmer forspillet. Men hvad sker der egentlig med kvinden når hun har sex uden at være klar? Har du som mand ikke oplevet at være lidt for ivrig i at komme i gang med samlejet? Er du kvinde kan du prøve at tænke tilbage på nogle af de gange, hvor du har oplevet smerte under et samleje. Ofte vil disse episoder blive glemt og fortrængt, men kroppen husker og de små traumer kan sætte sig som fysiske spændinger og psykologiske blokeringer. Langsomt opbygges en mur, et forsvarsværk og kvindens lyst til sex reduceres for måske helt at forsvinde. Manglende lyst og fravær af sex kan som bekendt tære på et ægteskab eller et parforhold.
Kærlighed vs. porno
Tænk hvis unge mænd blev undervist i at røre ved en kvinde på en tantrisk måde. Blev i stand til at give hende netop den berøring og opmærksomhed hun fortjener. Tænk hvis unge mænd fik indsigt i kvindens seksualitet og med respekt kunne træde ind i kvindens hellige tempel uden at vælte vaser og vende op og ned på det hele. Jeg siger ikke at der ikke skal være plads til at tage hende hårdt hen over køkkenbordet, men måske var det bedst hvis manden faktisk blev udstyret med redskaberne til at heale kvinden efterfølgende?
Desværre har dagens seksualundervisning i folkeskolen mest med kønssygdomme, forplantning og beskyttelse at gøre. Jeg kunne godt drømme om at seksualundervisning ikke kun foregik i uge 6, men faktisk blev favnet hele året og handlede mere om kønsrollerne, altså kvindens og mandens rolle i et parforhold, samt vores forskellige behov i parforholdet. At forskellen mellem mænd og kvinder blev hyldet og respekteret for de styrker og gaver de er. Den største forbrydelse er at udviske forskellene mellem kønnene og forvente det samme af mænd og kvinder.
I stedet overlades de unge til at uddanne sig selv i lyset af internetpornoens kolde skær, hvor deep throating, analsex og hård sex er pensum. Der er ikke noget at sige til at de unge er noget forvirrede når man nævner vejrtrækning, blide berøringer, kommunikation under sex, øjenkontakt og følelser som vigtige elementer i et velfungerende sexliv.
Tænk hvis…
Tænk hvis internettet var fyldt med lige så mange videoer om kærlighed, kønsroller, nærværsøvelser og healing som porno?
Tænk hvis alle nygifte fik tilbudt et kursus i tantramassage og yonimapping?
Tænk hvis alle par gik til parterapi en gang om året og gav parforholdet et eftersyn, lige så naturligt som bilens serviceeftersyn og tandlægebesøget.
Tænk hvis vi blev opdraget til at bruge mere tid og energi på healing og kærlighed.
Tænk hvis…