Min datter Ophelia er 13 år gammel og hun ELSKER musik. Hun begyndte i efteråret til ungdomskoleband, hvor hun spiller drumpad/trommer og synger. Om mandagen kan hun finde på at sige at hun glæder sig til torsdag for der er der bandaften og hun har været til at bestemme hvilken sang de skal spille. Hun er dybt engageret og det varmer selvfølgelig mit faderlige musikelskende hjerte.

Hun nynner dagen lang og nogle gange er jeg nervøs for om hendes headset har sat sig fast på hendes hoved…

I takt med at koncertdagen i januar kommer tættere på bliver hun mere og mere nervøs og bekymret for hvordan det skal gå. Hun snakker meget om det. Men jeg lægger ikke mere i det, end at det selvfølgelig er spændende at skulle optræde for mange mennesker. Det er jo også hendes første rigtig store optræden osv. Jeg er jo blot en mand… 😉 

En dag siger hun bestemt:” Far, vi skal altså behandle min sceneskræk”.

Vi har tidligere behandlet forskellige angst og traumer med tankefeltterapi, så det er et redskab hun kender godt.

Jeg bad hende beskrive hvad hun var nervøs for og hun forestillede sig hvordan det ville være at stå på scenen. Hun beskrev følelserne der fulgte med forestillingen om at stå på scenen. Her oplevede hun bl.a. hjertebanken og svedige håndflader. Hun var bange for at blive dømt, turde ikke se publikum i øjnene og beskrev en følelse af at ville krybe sammen til en lille kugle og gemme sig væk.

Før: Kunne ikke tænke (klart) og havde svedige hænder og hjertebanken.

Behandlingen er simpel: Nogle bank på enkelte udvalgte punkter i ansigtet, under armen og på brystet.

Vi brugte ca. 20 minutter på at beskrive sceneskrækken og de følelser der var forbundet, samt lave behandlingen med tankefeltterapi.

Efter: Har stadig nerver på inden hun skal optræde, men kan håndtere det og kan tænke over handlemulighederne og ikke mindst finde roen. Det er også blevet lettere at lave fremlæggelser i skolen. Nu glæder hun sig til den store koncert.

Ophelia har været med til at beskrive forløbet og har også valgt billedet af os.