Er en tantramassage erotisk eller sensuel?
Spørgsmålet blev stillet efter Pia og jeg havde afholdt vores første tantrakursus for par. Vi havde besøg af de sødeste mennesker, som indrømmede at de ikke havde fortalt nogen at de skulle på kursus i tantramassage. Det er stadig ikke socialt accepteret at tale om tantramassage og tantra forbindes stadig med sex, noget frækt og forbudt. For de fleste måske bare ukendt og nyt? De var også lidt i tvivl om hvordan de skulle beskrive det de havde oplevet for andre. Er tantramassage erotisk eller sensuelt?
For tiden er der flere aktuelle artikler, der taler om tantra som et alternativ til prostitution. I en artikel fra eb.dk taler en kvinde om at tantramassage er gråzoneprostitution. Hvor er det trist at tantra automatisk forbindes med sex, når det handler om så meget andet. Tantra er misforstået i den vestlige verden til en grad hvor behandlere bruge flere kræfter på at screene deres klienter end på at give massagen. Mange sidestiller nemlig tantra med sex og har forventning om at skulle opleve noget seksuelt i en tantramassage. Der er brug for grænser og at sætte ord på hvad der kan forventes både fra modtageren og giveren. Jeg har for eksempel udførligt beskrevet hvad en tantramassage hos mig indebærer og jeg spørger altid hvad kvindens forventninger og grænser er før massagen går i gang. Faktisk er jeg lidt overrasket over hvor lidt folk kender deres egene grænser eller tør stå ved dem. “Jeg har ikke rigtig nogle grænser, jeg er åben for at modtage”, lyder svaret ofter når jeg spørger ind til klientens grænser. Dette er jo ikke sandt. Vi har alle grænser, men er bare ikke så gode til at sætte ord på dem, eller også har vi simpelt hen ikke gjort nok for at lære os selv at kende til at kunne beskrive grænserne.
I tantramassagen kan man opleve at man kommer tættere på sit sande jeg og sin krops sandhed. Tankerne er slået fra og det er kroppen, der har svarene. En tantramassage er et energiarbejde der kan sidestilles med healing. Der arbejdes med at aktivere kundalinienergien, der øges vores kreativitet, energi og livslyst. Det har ikke noget med sex at gøre, selvom det indebærer at vi arbejder med den seksuelle energi. Dette er den største misforståelse tantraen står overfor. Tantramassage handler altså om kærlighed og sanselighed, ikke om sex.
Når jeg hører ordet erotik kobler jeg det med sex. De sammenhænge ordet bruges i handler ofte om sex. Erotisk legetøj for voksne for eksempel. Sexindustrien holder ordet erotik som gidsel på samme måde som DF har taget Dannebrog som gidsel. Jeg er sikker på at det ikke var den betydning af ordet Platon havde i tankerne, da han først beskrev Eros. Platon hævdede, at erotikken er vejen til såvel kropslig som sjælelig indsigt. Måske ville Platon have kaldt en tantramassage erotisk efter hans oprindelige definition af ordet.
Sproget udvikler sig dog som bekendt hele tiden og i dag er vi nok nødt til at bruge ordet sensuel, som kan oversættes med sanselig. For mig beskriver ordet sensuel meget mere en tantramassage end noget andet. Det er en sanselig oplevelse. Man får mulighed for at rejse ind i sit eget univers, hvor man glemmer tid og sted og bare overgiver sig til sine sanser.
Hvordan er sanselighed blevet noget der automatisk forbindes med sex?